”Hvordan jeg kan blive bedre til at begå mig med andre?”

Når du starter hos os, vil du helt sikkert høre de voksne tale om ART. Nogle af jer skal have ART, andre får det tilbudt. Her fortæller vi lidt om, hvad det handler om.

ART er for dig, der let bliver hidsig. Måske slår du på ting, på dine klassekammerater eller dine forældre. ART er for dig, der vender det indad, når du bliver gal og måske gør skade på dig selv.

ART er også for dig, der har svært ved at snakke med andre unge og være sammen med dem. Og så er ART noget, alle kan få noget ud af, uanset om man ikke oplever, at man har nogen vanskeligheder.

ART er en forkortelse for det amerikanske udtryk Aggression Replacement Therapy, som betyder at lære at håndtere sin vrede og begå sig sammen med andre.

ART handler ikke om, at man ikke skal blive vred. At blive vred er en naturlig følelse og helt ok – men at slå på andre eller at skade sig selv kan være dårligt for dig selv og andre og få negative konsekvenser.

Du går til ART sammen med de unge, du bor sammen med. ART er både samtaler i gruppen, det er rollespil og anden træning, hvor vi alle deltager, og det er små hjemmeopgaver.

I starten kan det godt være, du synes, det er lidt åndssvagt eller pinligt, men lige så stille får du forhåbentlig en fornemmelse af, at det kan hjælpe dig til at forandre og opnå nogle ting.

Og hvad består ART så af helt konkret?

Der er tre emner i ART:

Det første kalder vi sociale færdigheder. Hvad sker der, hvis du står i en kø i Netto, og der er én, der springer over? Skubber du ham i ryggen eller overfuser ham?

Vi taler om, hvor din vrede sætter sig og om, hvad du kan gøre i stedet, så du ikke kommer i vanskeligheder. Fx stille og roligt prikke ham på skulderen og sige, at du ikke synes, det er ok. Og du får en hjemmeopgave – måske skal du rose en af dine klassekammerater og mærke, hvordan det føles i kroppen.

Det næste kalder vi vredeshåndtering. Hvornår bliver du vred?

Er det, når nogen kigger mærkeligt på dig? Hvordan føles din vrede? Bliver du rød i hovedet eller ringer det for ørerne? Hvad kan du gøre, når du bliver rasende for ikke at slå eller skade dig selv?

Kan du gå fra stedet, kan du tage nogle dybe indåndinger eller?

Det sidste kalder vi dilemmaer. Her sidder vi sammen, og trænerne læser en fortælling op med et indbygget dilemma.

Fx at en af jer er med en kammerat i centret og ser, at kammeraten stikker en DVD i lommen uden at betale. I skal så forsøge at løse dilemmaet ved at lytte til hinandens løsningsforslag og argumenter.

Hvad vil I hver især gøre? Hvilke fordele og ulemper er der ved de forskellige måder at tackle situationen på?

ART tager ti uger, og man går til ART tre gange om ugen.