Om tilbuddet
Velkommen til Kernehuset
Kernehuset er en mindre afdeling på Grenen-Glesborg med plads til 5 unge. Det betyder, at vi er en mindre gruppe, hvor der er mulighed for at lære hinanden godt at kende, og hvor de voksne har fokus på dig og det, du har brug for.
Vores vigtigste opgave er at skabe tryghed, stabilitet og trivsel, der fremmer udvikling – og sætter positive aftryk i de unges liv.
Det betyder ikke, at alting altid er nemt. Men det betyder, at vi voksne bliver ved med at være der – også når du har en svær dag.
Når du bor på Kernehuset, har man sit eget værelse med eget toilet og bad. Dit værelse er dit private sted, og du har selv ansvar for at holde orden og vaske dit tøj. Du skal selvfølgelig ikke kunne det hele fra starten. De voksne hjælper og støtter dig ud fra, hvad du har brug for. Hverdagen på Kernehuset har en fast struktur, fordi vi ved, at forudsigelighed og tydelige rammer kan skabe ro og tryghed. På hverdage er der som udgangspunkt skole og værkstedsundervisning fra kl. 08.15 til 14.30. Herefter er der tid til hverdagens praktiske opgaver, madlavning og forskellige aktiviteter i eftermiddag og aftentimerne. Det kan for eksempel være en film eller PlayStation i stuen, en snak med en voksen eller aktiviteter som fodbold, badminton, træning og ture ud af huset. Vi forsøger at finde aktiviteter, der giver mening for den enkelte og for fællesskabet.
Vi er forskellige – og har brug for forskellige ting
Unge, der bor på Kernehuset, kommer med forskellige historier, erfaringer og udfordringer. Nogle kan have svært ved at styre temperamentet, nogle kæmper med rusmidler eller kriminalitet, og andre kan have angst, selvskade, spiseforstyrrelser eller andre ting, der fylder meget i deres liv. Nogle har diagnoser som ADHD, autisme, OCD, angst eller depression.
For os er en diagnose eller en bestemt adfærd ikke hele fortællingen om et menneske. Vi er nysgerrige på, hvad der ligger bag, og hvad du har oplevet og lært gennem dit liv.
Derfor forsøger vi ikke kun at spørge
”Hvad gør du?” Vi er mindst lige så optagede af: ”Hvad mon der ligger bag – og hvordan kan vi hjælpe dig videre?” Vi behandler ikke alle ens.
På Kernehuset arbejder vi miljøterapeutisk og relationelt. Det betyder blandt andet, at vi bruger hverdagens situationer og relationer aktivt til at skabe udvikling.
Vi arbejder også med forskellige faglige metoder og tilgange, blandt andet kognitiv adfærdsterapi, autismepædagogiske tilgange, MI, ART, MOVE og NADA.
Men metoderne skal altid passe til den unge – ikke omvendt. Derfor siger vi nogle gange, at: Vi behandler de unge forskelligt for at give dem lige muligheder.
Du kan have brug for noget andet end den unge, der bor på værelset ved siden af. Nogle har brug for meget støtte og tydelige rammer. Andre har brug for mere plads og selvstændighed. Det vigtigste er, at vi sammen finder ud af, hvad der hjælper dig bedst.
Din familie er vigtig
Vi vægter samarbejdet med forældre og andre betydningsfulde mennesker i dit liv højt. Vi plejer at sige, at når en ung flytter ind på Kernehuset, flytter forældrene ”på en måde med.” Det betyder selvfølgelig ikke, at de bor her. Det betyder, at vi gerne vil have et godt samarbejde med dem omkring dig, når det er muligt og giver mening. De kender en vigtig del af din historie, og vi tror på, at et godt samarbejde kan være med til at skabe sammenhæng og tryghed i dit liv.
De voksne skal prøve at forstå dig
Du og de voksne vil ikke altid være enige. Der vil være regler og beslutninger, som du måske synes er irriterende, uretfærdige eller svære at forstå. Vi forventer heller ikke, at du altid er enig med os. Men du må gerne forvente, at vi lytter til dig, er nysgerrige på dit perspektiv og forsøger at forstå dig, før vi beslutter, hvad der skal ske. For os handler det ikke kun om at stoppe en bestemt adfærd. Vi vil sammen med dig prøve at forstå, hvad der ligger bag, og hjælpe dig med at finde nye måder at håndtere svære situationer på.
Nogle gange vil vi som voksne sætte en grænse eller træffe en beslutning, du ikke er enig i. Når vi gør det, skal det være fagligt begrundet og med udgangspunkt i at skabe tryghed og passe på dig og fællesskabet.
Vores mål er ikke, at du skal være på Kernehuset for altid. Målet er, at tiden hos os på Kernehuset giver dig erfaringer, relationer og nye strategier, som du kan tage med dig videre i livet. Vi vil skabe tryghed, stabilitet og trivsel, der fremmer din udvikling – og forhåbentlig sætte nogle positive aftryk, som du kan tage med dig videre.
Takster
Læs mere om takster på vores overordnede takst-side.