Kronik af forstanderne for de 8 sikrede døgninstitutioner i Danmark.


Patrick vågner langsomt, da solens stråler ikke længere kan holdes ude bag det ophængte lagen foran vinduet. Hovedet er tungt, nærmest svampet. Patrick tjekker mobilen; ingen beskeder. Så stikker han en hånd i mixerskålen på den ene højttaler. Der er nok til lige at krølle en morgen-dubi. Morgen er så meget sagt, klokken nærmer sig 13.00, men Patrick har ikke travlt. Han plugger mobilen i anlægget og ruller dagens første joint af det sidste mix. Musikken pulserer i kroppen, da Patrick inhalerer røgen i et grådigt dobbelthvæs - en lunge. 

Patrick forsvinder ind i musikken på sit klubværelse. Der opstår en lettere prikkende fornemmelse i panden og baghovedet, tankerne bliver sværere at fastholde og små erindringer fra aftenen før dukker op sammen med et par adrenalin-sus og kvalmefornemmelser. Lidt noia, som man siger. Det skal ryges væk. Patrick suger videre på sin joint, til den er helt færdig og fokuserer på musikken. Lidt senere ringer Patrick til en kammerat, som han ved, har lidt galar liggende, og de aftaler at hænge ud senere. Heller ikke i dag kommer Patrick i skole. 

Sikret afdeling 

Øjeblikket efter ringer det på døren. Det er politiet. Patrick og nogle fra hans crew var oppe at slås i går nede ved centret. Politiet siger, at han er sigtet for kvalificeret vold. Patrick fremstilles for en dommer og på grund af sin alder - 16 år - varetægtsfængsles han i surrogat på en sikret døgninstitution for børn og unge. 

Patrick sidder på bagsædet af en politibil med et såkaldt transportbælte om maven, som hans arme er låst fast i. Rusen fra morgenrygeren er nu blot en tung, ufokuseret fornemmelse i baghovedet. Patrick tænker på, hvad hans farmor vil sige, når hun hører, at han er varetægtsfængslet i surrogat. Han får et jag af ubehag igennem kroppen og pludselig bliver situationen virkelig for ham. Han græder lidt for sig selv, mens han gør sig umage med at forsøge at skjule det for betjentene. 

Vi har set mange Patrick’er. 

Han ankommer til den sikrede afdeling, politiet tager transportbæltet af ham og han indskrives af to medarbejdere. Han får lidt at spise og bliver låst inde på sit værelse for natten. Patrick er dødtræt, men alligevel kan han ikke sove. Tankerne kører rundt i hovedet på ham, og han mangler sin godnat-joint til at falde til ro på. Det er flere år siden, Patrick er faldet i søvn uden at være skæv. 

Patrick er frit opfundet til lejligheden, men vi ser masser af Patrick’er på de otte sikrede døgninstitutioner i Danmark. Patrick har i flere år haft et massivt, dagligt forbrug af hash. Han oplever ikke selv, at han er misbruger. Alle hans venner har også et højt forbrug, primært hash, men også alkohol, kokain, beroligende piller, speed og sågar lightergas ryger indenbords. 

Hvem betaler prisen for middelklassens rusmiddel-eksperimenter? 

Patrick oplever det som normalt at ryge hash og drikke alkohol. Når han er sammen med andre unge, også unge fra helt andre miljøer, så foregår det altid under indtagelse af rusmidler. Det opleves for Patrick helt normalt at beruse sig i sociale sammenhænge. Han ved derfor ikke selv, at han og hans venner tilhører en særlig gruppe i høj risiko for at udvikle et egentligt misbrug. 

Han tilhører gruppen af kriminalitetstruede og dømte unge, vi ser på de sikrede døgninstitutioner: Unge med ufatteligt mange svigt i deres korte liv, unge med psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser såsom ADHD, OCD, diverse personlighedsforstyrrelser, mental retardering mv. Næsten alle med flere af disse karakteristika. For rigtig mange af disse unge er hash et foretrukket rusmiddel. Det er tilgængeligt, det er billigt og der er hurtig virkning. 

Er hash harmløst? 

Vi forstandere kender godt diskussionen om, hvorvidt hash nu også er så skadelig. Vi hører udsagnene om, at hash ikke er farligt sammenlignet med alkohol, som jo er et organisk opløsningsmiddel. 

Omvendt hører vi ofte også udtrykte sammenhænge mellem brug af hash og udvikling af misbrug af hårdere stoffer. Altså at brug af hash fører til brug af hårdere stoffer som heroin, amfetamin, kokain, ecstasy osv. 

Vi skal ikke her bidrage til disse drøftelser. Men vi vil fastholde, at for de unge, vi ser på de sikrede afdelinger, er et meget højt forbrug af rusmidler, herunder også hash, ikke hensigtsmæssigt for en god social udvikling og for en sund modning af teenagehjernen. Dertil kommer, at de vaner, der grundlægges i de tidlige teenageår kan være endog meget vanskelige at ændre senere hen. 

Kort sagt, så anerkender vi ikke en dagsorden, der bagatelliserer et højt rusmiddelforbrug hos teenagere på kanten af samfundet. 

Klar i krydderen 

Patrick har nu været på den sikrede afdeling i 3 uger. Han er netop blevet fristforlænget i 4 uger, som det hedder, når varetægtsfængslingen i surrogat forlænges. I retten kom der yderligere forhold op, blandt andet sigtes han for et hjemmerøveri hos nogle af sine tidligere klassekammeraters forældre. Det er hårdt for Patrick at blive konfronteret med konsekvenserne af sine handlinger. Lysten til røg er til at tage og føle på. 

Men i 3 uger har Patrick ikke røget hash. Han går i skole, dyrker idræt og er – tvunget af omstændighederne - ved at finde en ny rytme. Hans hår har fået en anden glød, han har taget på i vægt og hans hud i ansigtet og på ryggen er ikke længere fyldt med bumser. Han står op hver morgen og efterhånden kan han godt falde i søvn om aftenen uden hash i kroppen. Patrick deltager i behandlingsprogrammet Aggression Replacement Training (ART) 3 gange om ugen og er for første gang i flere år begyndt at læse en bog , en biografi om eks-rockeren Brian Sandberg. Han deltager i madlavningen og rengøringen på afdelingen, vasker selv sit tøj, og til sin forundring har Patrick det faktisk meget godt med orden i sit klædeskab og sine ting. Det hjælper selvfølgelig, at han ikke har så mange ejendele med på den sikrede. Men Patrick føler paradoksalt nok en form for kontrol over sit liv. En følelse han ikke kan huske, hvornår han sidst har oplevet. 

Hver aften, inden øjnene lukker helt i, fantaserer Patrick om det hash, han skal ryge, når han kommer ud. Han oplever ikke længere abstinenssymptomer som svedeture og angstanfald, men trangen til en joint er uforandret. 

Førhen og nu… 

Vores (og mange andres…) traditionelle tilgang til de unge har været en tilgang, hvor vi har fokuseret på ulemper og risici ved brug af stoffer. Det har haft begrænset effekt. For det er et fokus, de unge har svært ved at genkende i deres egne oplevelser, fordi de i deres unge alder endnu kun i begrænset omfang oplever ulemper og risici ved et højt rusmiddelforbrug. Unge med et højt rusmiddelforbrug har generelt ingen erkendelse af, at de er i risiko for at udvikle et egentlig misbrug. De oplever mange fordele: Hash beroliger og dulmer svære tanker og følelser, gør det nemmere at falde i søvn, gør sanselige oplevelser, som eksempelvis at lytte til musik, mere intense osv. 

For os og for de unge har det derfor ”rykket noget”, at vi siden 2010 og med satspuljemidler har arbejdet med Projekt Andre Valg (PAV), hvis kerne er motivationssamtalen (Motivational Interviewing eller bare MI). MI er ikke oplysning og formaninger om rusmidlers skadelige virkninger men derimod at tage udgangspunkt i den unges egen virkelighed og forsøge at frembringe og tydeliggøre den unges egen ambivalens i forhold til det høje forbrug for at skabe en indre motivation til at ændre adfærd. MI er ikke så let som det lyder – medarbejderne skal trænes i at gribe øjeblikket og føre nysgerrige, ikke-dømmende og åbne samtaler med en omsorgsfuld dagsorden om både at tage den unge alvorligt og give rum til egen-refleksion. 

Baggrunden er de gode erfaringer fra et andet projekt, Projekt over Muren (POM), som er et samarbejde mellem Københavns Fængsler og Københavns Kommune med det formål at motivere unge arrestanter til behandling for rusmiddelmisbrug. 

Knapt 400 unge på de sikrede afdelinger har i de senere år deltaget i PAV-samtaler. Fremmødet er stort, der skrives bedre misbrugsprofiler for de unge ved udskrivningen, og fire ud af ti unge, der fuldfører deres PAV-forløb, siger i dag ja til at deltage i egentlig misbrugsbehandling bagefter. Selvfølgelig er det svært at måle den langsigtede effekt – men for os er der ingen tvivl om, at mange af de unge får knækket det totalt ureflekterede misbrugsforløb, de var godt i gang med inden PAV. 

Men satspuljefinansieringen af PAV slutter i 2015. Og pt. er det uvist, hvordan – og i hvilken form – PAV kan fortsætte.. 

Tilbage til Patrick: ”Jeg er ikke misbruger” 

Patrick står og putter tallerkner og bestik i opvaskemaskinen efter frokost og skal herefter ud i indergården for at ryge sammen med de andre 4 unge på afdelingen. De øvrige unge stiller madvarer på plads, rydder op og fejer efter frokosten. En medarbejder fylder opvaskemaskinen sammen med Patrick. De taler stille sammen om Patricks fristforlængelse. Patrick siger, at det er svært ikke at vide, hvornår man kommer ud, men at det værste faktisk er manglen på en joint, særligt om aftenen. Medarbejderen retter sig op og kigger på Patrick: ”Du har klaret dig uden hash i 3 uger nu, så du kan sagtens. Jeg kunne godt tænke mig, at tilbyde dig nogle samtaler om misbrug”. Patrick udbryder, at han ikke er misbruger. Han siger det så højt, at flere af de andre unge vender sig om og kigger. 

Patrick ligger på sit værelse og bladrer lidt i sin bog i stilletimen midt på dagen. Han kan ikke koncentrere sig. Tankerne kredser om PAV, om at samtalerne har fokus på Patrick og Patricks erfaringer med rusmidler. Medarbejderen gjorde det tydeligt, at det ikke handler om at fortælle Patrick, at det er ulovligt at ryge hash, men at snakke om hvordan Patrick bruger rusmidler, og hvad det gør for ham. Egentlig har han slet ikke lyst til at gøre et større nummer ud af, at han godt kan li’ at ryge hash ind imellem, men omvendt lød det ret spændende, det medarbejderen sagde. Særligt det om, at samtalerne handler om Patrick. 

Det gør nas at se sig selv i øjnene 

Patrick har nu været anbragt i lidt over 7 uger på en sikret afdeling. I dag er han til afsluttende samtale i PAV. I forløbet har Patrick og en medarbejder fra PAV-teamet sammen afdækket hans rusmiddelmønster. Det ser voldsomt ud, når det sådan opstilles og tydeliggøres visuelt for Patrick hvordan han bruger rusmidler. For eksempel har medarbejderen og Patrick i fællesskab regnet ud, at Patrick hver måned bruger mellem 5 – og 10.000 kr. på hash. Det har givet stof – til eftertanke. De har sammen drøftet hans opvækstvilkår og hvordan forholdet til rusmidler dér spiller ind på hans eget forhold til rusmidler. 

De har talt om de fordele og gevinster, der er for Patrick ved at bruge rusmidler. Men efterhånden som medarbejderen blev ved med at spørge til yderligere fordele gik det op for Patrick, at han faktisk også oplever ulemper ved at ryge hash hver dag. Ulemper, som han ikke aktuelt mærker, fordi han ikke ryger hash på den sikrede afdeling. Han føler skyld over den lidelse, han i påvirket og ligeglad tilstand har medvirket til at skabe for andre. Det giver i sig selv Patrick lyst til at ryge igen. Og Patrick har stadig trang til at ryge en ordentlig goble, men tanker om ikke at ryge i samme omfang som tidligere er begyndt at cirkulere i Patricks hoved. 

Hvordan har han endnu ingen præcis mestringsstrategi for, men bl.a. har han talt med PAV-medarbejderen om, hvilke særlige højrisiko-situationer han skal være opmærksom på, hvis han ikke ønsker at ryge hash. Indtil videre hjælper det rigtig meget at dyrke idræt, når trangen trænger sig på. 

Patrick får efter den sidste samtale udleveret et diplom og en rusmiddelprofil udarbejdet specielt til ham på baggrund af samtalerne. Diplomet hænger på opslagstavlen og fylder Patrick med stolthed. I to timer ligger Patrick og læser profilen om og om igen, inden han skal sove den aften. Selvom han kan genkende alle elementerne i profilen, kan han alligevel ikke genkende sig selv. Han er noget andet og mere end det. Han beslutter sig, inden han falder i søvn, for, at den sikrede afdeling godt må kontakte misbrugscentret i hans hjemkommune og sende dem misbrugsprofilen. 
tilbage 

PAV – det skal fortsætte 

Som forstandere for landets 8 sikrede døgninstitutioner for kriminalitetstruede og dømte børn og unge ønsker vi at fastholde et systematisk fokus på et højt rusmiddelforbrug eller et begyndende misbrug hos den målgruppe, der anbringes på de sikrede afdelinger. Det grænser i vores optik op til omsorgssvigt ikke særskilt at have et specialiseret forbehandlingstilbud til unge i risiko for at udvikle misbrug af rusmidler. Satspuljefinansieringen af det nuværende tilbud udløber med 2015. 

Konkret foreslår vi derfor, at der i regelgrundlaget for vores virke – Bekendtgørelse om anvendelse af magt over for børn og unge anbragt uden for hjemmet (magtbekendtgørelsen) skal stå, at unge, som anbringes på sikrede døgninstitutioner og dertil knyttede åbne afdelinger, skal tilbydes forbehandling for misbrug.

At indskrive et obligatorisk tilbud i magtanvendelsesbekendtgørelsen er ikke uden fortilfælde. Et eksempel er § 34, der foreskriver et obligatorisk tilbud om psykiatrisk screening på de sikrede afdelinger. 

De unge på landets sikrede institutioner er nogle af de allermest udsatte unge i Danmark. At så mange af dem efter samtaler med en nysgerrig, ikke-dømmende og åben PAV-medarbejder siger ja til at starte på egentlig behandling for sit misbrug, bør vi som samfund ikke sidde overhørigt.
tilbage