Af Lars Emil Andersen

29. august 2016

Kære Søren Pind 

I løbet af efteråret barsler regeringen med et udspil til at reducere den andel af unge, som begår gentagen, alvorlig kriminalitet. 

På egne vegne, foreslås følgende ideer medtaget i regeringens udspil.

Ideer og forslag til behandling af unge, der begår gentagen, alvorlig kriminalitet

I dette notat argumenterer jeg for at antallet af unge, som begår gentagen, alvorlig kriminalitet (gengangerne, den hårde kerne, de erfarne) antageligt kan reduceres gennem reorganisering og strukturelle ændringer. Disse ændringer bør medføre metaorganisering og metastyring. De socialpædagogiske organisationer bør være få og specialiserede med sammenhængende små enheder, forløbsanbringelser og tæt samarbejde mellem myndighed og udfører.

Det forebyggende arbejde

Den mest effektive behandling består i et nationalt, systematisk arbejde med rettidigt at identificere og behandle børn i risikogruppen for at modvirke adfærd med gentagen, alvorlig kriminalitet (dyssocial adfærd). 

Nærværende forslag har alene sigte på børn og unge mellem 12 og 18 år, som allerede tilhører målgruppen af børn og unge, der begår gentagen, alvorlig kriminalitet. Nye tiltag på området bør inkludere gruppen af unge voksne mellem 18 og 23 år.

Metaorganisering

Da vi senest i Danmark forsøgte os med et seriøst tiltag til bekæmpelse af den alvorlige, ofte personfarlige ungdomskriminalitet, kom ungdomssanktionen til verden. Den er efter vores opfattelse, erfaring og empiri en effektiv og fleksibel ramme til at kombinere individafstemt, socialpædagogisk behandling med strafretlig sanktionering. Ungdomssanktionen fra 2001 er i udgangspunktet et godt og nyttigt rammeredskab. Den er dog afhængig af den måde, den bliver forvaltet på. 

Jeg vil anbefale, at der udarbejdes en analyse af hvorfor ungdomssanktionen i de fleste tilfælde ikke har medført de ønskede resultater, og at der tages ved lære af dette. Der bør samtidig udarbejdes en analyse af, hvorfor ungdomssanktionsforløb i nogle få tilfælde har været en udtalt succes, og at der drages læring af dette. I samme forbindelse anbefales det i et læringssigte, at der udarbejdes en analyse af hvorfor MultifunC København ikke lykkedes og måtte lukke og hvorfor MultifunC Midtjylland lykkes. Staten har anvendt 56 mio. kr. i disse udviklingsprojekter. Hvad har vi lært af det, som kan anvendes i forbindelse med nye tiltag til bekæmpelse/reduktion af antallet af gengangere/den hårde kerne?  

Nogle hypoteser for, hvorfor ungdomssanktionen ikke virker tilstrækkeligt efter hensigten og nogle deraf afledte forslag:

 1) Der mangler en national styring og en national organisering af en præcis og højt specialiseret behandling af børn og unge i målgruppen. 

Jeg foreslår etableret en særligt specialiseret forsorg, der går på tværs af stat, kommuner, regioner og det private. Denne skal varetage den nationale organisering, styring og specialisering i en bedre og mere effektiv behandling af målgruppen end tilfældet er i dag. 

Med reference til en sådan specialiseret socialforsorg, er det min anbefaling, at der etableres nogle få højt specialiserede, organisatoriske enheder, der kan varetage en højt specialiseret og altid individafstemt behandling fra de mest til de mindst indgribende behandlingsbehov i sammenhængende og ubrudte behandlingsforløb, med sikker og hurtig overførsel/tilbageførsel efter behov. 

Det kræver organisatoriske enheder med intern sammenhængskraft på tværs af akutte modtageafdelinger, særligt sikrede afdelinger, sikrede afdelinger, delvis lukkede afdelinger, åbne afdelinger, udslusning og efterværn. Vel at mærke i én og samme organisation for at sikre koordinerede behandlingsforløb med effekt. 

Denne forsorg eller disse organisatoriske enheder skal have en tilstrækkelig volumen til drive egen intern uddannelsesorganisation for de ansatte, en særlig rekrutteringsafdeling, udredningsafdeling, en afdeling med diverse behandlingsspecialer (undervisning/uddannelse, misbrugsbehandling, psykoedukation med fokus på vejledt opdagelse og træning i specifikke mestringsstrategier, en afdeling til forberedelse og opkvalificering af de omsorgs- og behandlingssystemer, der skal varetage omsorgen for den unge efter endt behandling, tilknytning af psykiater og psykologer m.v.). 

2) Myndighedsansvaret for afgørelser af hvem og hvordan samt til hvilken pris behandlingen skal udføres på en meget kompleks målgruppe med særlige højt specialiserede behandlingsbehov varetages i dag af 98 forskellige kommuner og mange forskellige beslutningstagere, hvor praksis ofte ikke er forankret eller organiseret ud fra nogle principper, der er styret af viden om målgruppen eller af behovet for effektiv, empirisk funderet behandling af målgruppen. 

Herudover er der mange, meget forskellige udbydere af socialpædagogiske løsninger – af meget varierende kvalitet - til denne målgruppe af unge med diverse højt specialiserede behandlingsbehov. 

De unge i målgruppen er underlagt disse vilkårlige rammebetingelser, som, efter vores opfattelse, dikterer fiasko for udvikling af effektive og højt specialiserede løsninger til denne målgruppe. 

Til sammenligning kan nævnes at vi i Danmark og i den øvrige verden for relativt få år siden ikke var i stand til at udføre hjerteoperationer med succes. Hvorfor kan vi det i dag? Et svar er at ekspertisen specialiseres, akkumuleres, genereres, deles og lykkes i praksis via få højt specialiserede organisatoriske enheder, hvor resultater måles, opgøres og forbedres løbende. 

Et forslag kunne være at myndighed og udfører forenes i en og samme organisatorisk enhed, og at de unges rettigheder og klageadgange tilbydes, tilgodeses og tilses i en særlig enhed under socialtilsynet. 

Den centrale hypotese for, hvorfor indførelsen af ungdomssanktionen ikke medførte de ønskede resultater er, at der mangler en gennemført og hensigtsmæssig strukturel organisering fra top-down til bottom-up af alt arbejdet med lige præcis denne målgruppe. 

Andre anbefalinger vedrørende målgruppen

Jeg vil anbefale, at målgruppen afdækkes kvalitativt og kvantitativt, at den opdeles i segmenter, som er hensigtsmæssige i forhold til effektiv behandling. Jeg antager, at målgruppen ikke er homogen, men kan differentieres i forhold til principperne risk, need og responsivity.

En overordnet og indledende opdeling bør tage afsæt i at adskille de såkaldte ”early starters” fra ”late beginners”. ”Early starters” er i en meget forenklet beskrivelse karakteriseret ved fra børnehave og op gennem skoleårene stabilt at lyve, stjæle, slå, eller på anden vis udvise stabil dyssocial adfærd, medens ”late beginners” først debuterer med dyssociale handlinger sent i livet, som teenagere. For at undgå at early starters kan smitte late beginners negativt og trække dem over i og fastholde dem i en dyssocial udviklingskurve er det vigtigt, at disse to grupper holdes helt adskilt i enhver behandlingsmæssig sammenhæng.

 Hvis og når dette ikke kan lade sig gøre, for eksempel i forbindelse med de kortvarige anbringelser af meget blandede målgrupper på sikrede og særligt sikrede afdelinger (svarende til lige så blandede behandlingsbehov i akutmodtagelsen og skadestuen på et hospital), så skal disse afdelinger gennemføre social kontrol (læs: omsorg, reduktion af smitterisiko) med konstant tilstedeværelse af professionelle voksne for at hindre denne smitterisiko. 

I det hele taget er anbefalingen, at unge på sikrede afdelinger og unge tilhørende nærværende målgruppe, i de senere led i længerevarende behandlingsforløb, som udgangspunkt aldrig er alene sammen uden second to none mulighed for professionel intervention for at sikre omsorg og socialpædagogisk bistand samt for at forhindre at dyssocial smitte finder sted. 

Et eksempel på hvorledes unge tilhørende målgruppen opdeles i et segment er MultifunC, som kun optager unge, der ud fra en samlet klinisk vurdering, opfylder inklusionkriterierne og som ikke opfylder eksklusionskriterierne for MultifunC-behandling. Kort sagt, behandling på MultifunC forudsætter opfyldelse af alle 8 centrale kriminogene faktorer (inklusive ”the big four”) med en score på YLS/CMI version 2.0 på minimum 21 points.

 Ovennævnte eksempel ekskluderer imidlertid for dårligt begavede unge, som ud fra forskningen ikke skønnes at kunne respondere positivt på MultifunC behandlingen. For dårligt begavede unge kunne således være et segment, en selvstændig sub-gruppe. 

Andre segmenter kunne være unge med diverse særlige diagnoser, f.eks. infantil autisme, PTSD, skizofreni m.v. 

Social kontrol, tryghed og sikkerhed - fortsættelse

De unge må ikke være alene sammen. Dyssociale kammeratskabsrelationer er en af de 4 største kriminogene risikofaktorer. 

Behandlingen af de unge skal derfor altid foregå med en høj grad af social kontrol, fordi disse unge også er eller bliver tiltrukket af hinanden i de behandlingsmiljøer, som de anbringes i til behandling. 

Den sociale kontrol skal også gennemføres om natten. At være vågen nattevagt er sundhedsskadeligt og økonomisk dyrt. Der er derfor brug for at fælles arealer på behandlingsinstitutioner med ulåste døre til de unges værelser om natten kan tillades videoovervåget for rettidigt at kunne forhindre dyssocial adfærd om natten. På Grenen-Glesborg har vi 5 adskilte gangarealer, som kunne videoovervåges centralt af en vågen nattevagt, der kan alarmere/aktivere de sovende pædagoger på rådighed, hvis eller når en ung om natten opsøger andre unge. 

Hovedparten af alle anbringelser på sikrede afdelinger er varetægtssurrogatanbringelser, hvor det af hensyn til bl.a. efterforskningen ikke er tilladt for unge at besidde mobiltelefon. Cirka 35% af anbringelserne på sikrede afdelinger er sociale anbringelser, hvor det er tilladt for disse unge at være i besiddelse af og bruge mobiltelefoni. Disse uforenelige krav og hensyn til to forskellige målgrupper på sikrede afdelinger lader sig ikke løse på den enkelte institution med bygningsmæssige tiltag, som Socialministeriet har anvist i deres svar på vores henvendelse vedrørende disse modsatrettede krav og rettigheder. Jeg foreslår derfor, at der indføres lovgivning, som ulovliggør børn og unges besiddelse og brug af mobiltelefoner på sikrede afdelinger. 

Fra arbejdet i magtanvendelsesudvalget har vi kendskab til henvendelser fra to regioner som uafhængigt af hinanden oplyser at mobiltelefoner og stoffer i stort omfang indsmugles og anvendes på sikrede afdelinger. Magtanvendelsesudvalgets egen undersøgelse, udført af Børnerådet på en sikret institution, bekræftede påstanden i de to regioners henvendelser. Det efterfølgende politiske forlig i form af Lov om voksenansvar, L162, har imidlertid ikke medført nogen ændringer overhovedet i selve undersøgelsesformen. Der må alene foretages klap uden på tøjet. Det hjælper ikke et klap, hvis problemer med stoffer, mobiltelefoner og i et mindre omfang våben skal reduceres.   

Hvis antallet af gengangere skal reduceres, så kræves der bedre muligheder for at sikre at mobiltelefoner, stoffer, og sågar våben eller effekter, der kan tilvirkes til våben (redskaber til angreb, forsvar eller selvskade) ikke kommer ind eller anvendes i de specialiserede behandlingsmiljøer for målgruppen af gengangere.  

Genoprettende ret / restorative justice

Der er i debatten foreslået anvendelse af genoprettende ret. Det anbefales, at det undersøges om der er forskningsresultater på effekten af genoprettende ret i forhold til gengangerne eller i forhold til de forskellige segmenter som gengangerne kan opdeles i. 

Det antages, at unge med en dyssocial personlighedsstruktur ikke vil profitere af genoprettende ret, og slet ikke i de indledende faser af et behandlingsforløb.

Behandling

Tilrettelæggelsen af behandlingen skal individafstemmes og løbende afstemmes i takt med at behandlingsbehovene måtte ændre sig over tid. 

Selv om unge er samlet i behandlingsmiljøer, så er det afgørende, at den socialpædagogiske behandling er adskilt og som udgangspunkt ikke baserer sig på ungefællesskaber på behandlingsinstitutionen, men på pro-sociale fællesskaber uden for institutionen. Der er unge, som ikke vil kunne profitere af dette, hvorfor behandlingen alligevel må foregå i ungefællesskaber på institutionen, som derfor skal gennemføres med høj grad af social kontrol. 

SMARTe nationale mål, spørgsmål, ideer

Til kvalificering af og som et led i arbejdet med at skabe regeringens udspil i løbet af efteråret 2016 anbefales det at udlede svar på følgende spørgsmål: 

Hvem er målgruppen?

Hvor mange personer tilhører målgruppen?

Hvilke segmenter kan de opdeles i? 

Hvilke mål for fald i risikoscore (f.eks. målt på YLS/CMI version 2.0) vil vi nationalt sætte for den fremtidige behandling af målgruppen? 

What works for whom? Ved vi det? 

Hvad ved vi, der ikke virker? 

Hvad er svarene, hvis principperne for indentifikation og selektion af behandlingssegment samt for behandling er risk, need og responsivity? 

Hvordan skal forholdet og balancen være mellem Lov om Social Service og Straffeloven i forhold til rammer og indhold i behandlingen? 

Hvad koster behandlingen i dag? 

Hvad er de samlede omkostninger for de skader som gengangeres adfærd medfører? 

Få, men store organisationer med mange små sammenhængende mere eller mindre indgribende behandlingsenheder skal indbyrdes benchmarkes på recidiv på kort og langt sigt, fremmøde i skole/undervisning, og andre relevante faktorer og sættes i en indbyrdes både samarbejdende men også konkurrerende kontekst. Er det muligt? Hvad kræver det? 

Finansiering og omkostningsreducerende tiltag

For at stimulere det forebyggende arbejde vil jeg anbefale en model, hvor hjemkommunen betaler en så høj andel af de samlede behandlingsomkostninger, at der ikke stimuleres til kassetænkning i at få flere unge end nødvendigt over i kategorien gengangere, og at der samtidig motiveres stærkt til at systematisere det forebyggende arbejde. Det skal virkelig kunne betale sig at arbejde forebyggende i den enkelte kommune og på tværs af de enkelte kommuner. 

Men skal det også være betaler som bestemmer hvor udførelsen af behandlingen skal finde sted? Nej – så er vi tilbage til mindst 98 forskellige tilgange til at løse et nationalt problem. 

Det kunne eventuelt overlades til en specialiseret ungdomsdomstol vedrørende unge over den kriminelle lavalder og til en ikke-retslig enhed vedrørende børn under den kriminelle lavalder, men som tilhører målgruppen (for så vidt den kan defineres nærmere?) at bestemme, hvor behandlingen skal finde sted. En ungdomsdomstol skal nedbringe den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvende anbringelser og reducere de negative følgevirkninger af de mange flaskehalse i systemerne (for langsom produktion på opklaring/efterforskning, forsvarets muligheder for fremmøde, mentalundersøgelser, forsinkelser i retssystemet m.v.)

Fristforlængelser og fremmøde i børn- og ungeudvalg vedrørende unge anbragt på sikrede afdelinger bør gennemføres via video. Det er på vej, men der mangler en national koordination på tværs af stat, regioner og kommuner. 

Behandling – diverse forslag

Behandlingen skal basere sig på tilgange, metoder og teknikker, hvor der er påvist en forskningsbaseret effekt. 

CBT-paradigmet (Kognitiv Adfærdsterapi), herunder 3. generationstilgange som medfølelsesfokuseret terapi (compassion) og ACT anbefales i kombination med tilgange, som er båret af mellemmenneskelig kontakt, aktiviteter og en individafstemt døgnstruktureret behandling og uddannelse. 

Det bærende princip skal være risk, need, responsivity. 

Tilvejebring, find, skab mindst én eneste ene (professionelle eller private) voksen, der bliver ved og bliver ved på trods af, hvad der end måtte opstå af barrierer og som vil og kan den enkelte unge. Honorer den professionelle adækvat, proportionalt.  

Lav et nationalt system med klassifikation af de unge og tidligt voksne, der – indtil videre - ikke responderer positivt på behandling og etabler strategier til at reducere negative følgevirkninger af deres fortsat dyssociale adfærd. 

Opløs behovet for koordinerede overgange mellem behandlingsenheder ved at sikre at dette finder sted i én og samme organisatoriske enhed. 

Jeg håber, at ovennævnte giver mening og stiller mig gerne til rådighed for yderligere.

 

Med venlig hilsen

Lars Emil Andersen