af Afdelingsleder Psykologiafdelingen, Julie Lund

Specialområde Kriminalitetstruede og Dømte Børn og Unge (DOK) har fået bevilliget 60.000 kr. fra Socialområdets pulje til forskning og udvikling (F&U-puljen) til projektet:

"Kortlægning af behov og muligheder for arbejdet med psykotraumatologi i regi af Specialområde Kriminalitetstruede og Dømte Børn og Unge", der påbegyndes september 2019.

Af de børn og unge, som behandles i DOK anslås det, at en stor andel har oplevet omsorgssvigt og andre traumatiske oplevelser i barndommen.  25-62 % af de børn, der har været udsat for mishandling i barndommen, udvikler traumer, som kan have alvorlige senfølger.

Typiske senfølger af traumer er lav indkomst og uddannelsesniveau, angst, selvmordstanker, risikofyldt seksuel adfærd, misbrug, vold og kriminalitet, hvoraf sidste er særligt udslagsgivende (Videnscenter for Psykotraumatologi, SDU, 2016).

På denne baggrund ønsker DOK at højne den behandlingsmæssige indsats for målgruppen ved i højere grad at dygtiggøre sig indenfor arbejdet med psykotraumatologi således, at de kan udrede og behandle de unge for traumer, eventuelt før anden behandling igangsættes.

Midlerne skal bruges til første del af processen, som handler om at afdække DOKs udgangspunkt og behov og finde metoder/tilgange til at identificere og behandle traumer, som er anvendelige for DOK.